Af Julius Panduro Rydstrøm

Dagene op til selve stævnet, var egentligt ret afslappet, allerede i starten af ugen havde jeg sørget for at der var styr på alt.
Cyklen var tjekket igennem, alt grej blev vasket og pudset, tjek listen blev udført til punkt og prikke samt planen for selve dagen blev lagt.

Jeg fik testet cyklen en sidste gang for at se at alt bare spillede, og løb en lille tur, for at holde kroppen i gang inden at den skulle ud på den lange tur.

Raceday.
Uret ringer klokken 03.30, og jeg får hurtigt slukket det, så jeg ikke vækker min gravide kæreste. Går ud og sætter vand over til kaffen, samt laver en skål med yoghurt, frosties og mysli. Jeg tager maden og min kaffe med ind i stuen hvor lyset er slukket, og sidder for mig selv og begynder at forberede mig mentalt på hvad dagen bringer.

Jeg kigger mine ting igennem en sidste gang, og gør mig klar til at min bror henter mig klokken 04.45, vi kører ud til start området hvor min cykel står og jeg går lige de sidste ting igennem på cyklen, så jeg ved at alt spiller. Jeg går skiftezonen igennem et par gange for at være sikker på hvor jeg skal hen, så jeg ikke bliver i tvivl når jeg kommer op af vandet, jeg får hilst på nogle af dem jeg kender, og får sagt held og lykke.

Klokken nærmer sig 06.15 og jeg begynder så småt at tage min våddragt på, så jeg kan komme ud i god tid og varme op, da jeg får dragten på, kommer min kæreste derud og vi får talt lidt sammen inden at jeg går i vandet for at varme op. Jeg får svømmet en lille smugle derud og så tilbage igen, og står lige 5 minutters tid og strækker kroppen, samt justere våddragten så den sidder optimalt.

Jeg går op til min bror og kæreste som lige giver mig de sidste ord med på vejen inden at jeg stiller mig op i rækkerne hvor starten går. Jeg er ikke super nervøs omkring det, men føler at jeg har skabt et godt spændingsniveau til at gå ud og få en fantastisk dag med en masse oplevelser og lærdom.

Det er rullende start, hvilket betyder at vi bliver sendt afsted små grupper med et par sekunder imellem hver gruppe. Jeg kommer ned i vandet og får hurtigt gang i kroppen, lidt tempo på ud til den første bøje og derefter tager, jeg det ret roligt og prøver at finde en, som jeg kan ligger på fødderne af, men der var ingen at finde og jeg tænker at det kan være at jeg finder nogle senere på svømningen. Jeg rammer 1800 meter mærket og der er stadig ingen fødder at finde, så jeg vælger ikke at fokusere på at finde nogle at hængte mig på og så derfor bare nyde svømningen. Der er et okay flow i kroppen og der bliver ikke brugt for mange kræfter, kommer så ud til sidste vendepunkt og her ligger der så et reb tværs over der hvor man svømmer, og der bliver stoppet lidt op jeg vælger derefter at dykke under det og rundt om bøjen, kursen bliver sat imod den sidste bøje og de 3.8km er ved at være gennemført.

Jeg kommer op af vandet og ind igennem T1 (Skiftezonen), ud på cyklen og det første stykke tid bruger jeg på at finde et godt flow og få styr på at alt er, som det skal være.

Kommer så i gang med cyklingen, men de første 70km var humøret ikke så stort, der lå nogle på hjul af min konstant, men det er jeg i bund og grund også ligeglad med fordi det er kun dem selv de snyder, men når de vælger at køre forbi mig og derefter falde tilbage, så jeg hele tiden blev nød til at overhale eller falde tilbage, da man skal holde 12 meters afstand, jeg vælger efter nogle frustrationer at lade mig falde en del tilbage og give dem et forspring, så de kan ligge og snyde, og efter det øjeblik nød jeg hele turen igennem, hvor kilometerne bare kørte derudaf. Jeg rammer geels bakke hvor min svigerfar, min kæreste og nogle venner, samt klubkammerater stod og heppede på mig, hvilket giver et lille boost.
Kommer til 130 km mærket, hvor jeg igen møder den lille gruppe, som sjovt nok stadig ligger på hjul af hinanden, men åbenbart er ved at løbe tør for kræfter, så jeg beslutter at sætte lidt mere tempo på i 15 minutters tid for at sørge for at de ikke kunne hænge på, og derefter så jeg dem ikke igen, hvilket gjorde at jeg kunne køre den stabilt hjem på cyklen uden at bruge for mange kræfter, da jeg gerne ville have så friske ben som muligt, når jeg skulle ud og løbe et maraton efter 3.8 km svømning og 180 km cykling.

Kommer ind i T2 (skiftezonen), hvor jeg afleverer min cykel til en frivillig og får smækket et par løbesko på, dog havde jeg lige glemt i farten at man skulle hænge sin skifte pose tilbage på den krog hvor man tog den, så skulle lige løbe tilbage med den.

Ud på løbet og jeg føler mig frisk på trods af lidt krampe i inderlåret, men var sikker på at det bare skulle løbes væk, ligger ud i et stabilt tempo, som ikke var for hård, kommer forbi mine klubkammerater, som står og hepper hvilket var helt fantastisk, men efter 3 kilometer begynder min mave at drille, jeg har tidligere haft mange problemer med det og har prøvet virkeligt mange forskellige energi produkter for at undgå at dette skulle ske, og troede at jeg havde knækket koden, men jeg tog fejl. Og ved 5 km mærket var smerterne så kraftige at jeg overvejede at trække stikket, men jeg fik kæmpet mig videre og prøvede samtlige ting for at få styr på maven, men hverken toiletbesøg, cola, bananer, rent vand eller saltkiks var nogen hjælp, jeg slukkede mit ur og de sidste 37.2km blev i ren smerte og vilje om at jeg ville gennemføre, jeg prøvede flere gange at sætte mere tempo på, men der var bare ikke noget at gøre når maven ikke gider at samarbejde. Jeg havde selvfølgelig tanker omkring det at ramme “muren” på løbet, da jeg aldrig havde løbet et maraton før, men jeg følte ikke rigtigt at der kom nogen mur, da smerterne bare havde været der siden 5 km mærket, så jeg havde nok bare vænnet mig til at det gjorde lidt ekstra ondt.

Men jeg kommer til det sidste stykke, og der er ikke langt til mål, skiltet i vejsiden siger 40.2km hvilket betød at der kun var 2 km tilbage, jeg prøvede at nyde de sidste 2 km så meget som muligt, det var fantastisk så mange mennesker der hepper og hele den atmosfære der er omkring sådan et stort stævne.

Jeg løber forbi mine klubkammerater for sidste gang, og jeg ved at det er lige rundt om hjørnet målet er, hårene på armene begynder at rejse sig, og jeg løber ind på de sidste 100 meter, den røde løber er under mine fødder, jeg kigger op og ser porten med mit navn, og jeg giver den sidste high five inden at jeg løfter mine arme og prøver at krydse målstregen med et brøl.

Kommer i mål og hele min maveregion er i krampe og jeg kan dårligt snakke, men jeg gjorde det, måske jeg ikke levede helt op til mit potentiale på dagen, men jeg gennemførte og gav ikke op, og det var det jeg kom for.

Jeg skal nok få revanche en dag, når jeg har fået styr på mine maveproblemer.

Der skal lyde stort tak til.

Uperform Coaching
Scanposten Graphic
Pulskoncept
Herlev Tri og Motion
og selvfølgelig
Min familie, venner og dem, som følger mig.